
Sicilien
Gourmetrejse til Sicilien – vin, vulkaner og det gode liv
Der er rejsemål, man besøger – og så er der steder, man mærker. Sicilien hører til den sidste kategori.
På Enotekas gourmetrejse til Sicilien oplever vi Middelhavets største ø gennem det, der gør den helt særlig: vinene, gastronomien, naturen, historien og ikke mindst menneskene. Det bliver en rejse gennem et Sicilien fuld af kontraster – fra Etnas sorte vulkanske landskab til det blå Middelhav, fra små familieejede vingårde til livlige historiske byer og fra det rustikke sicilianske køkken til gastronomiske oplevelser med nogle af øens fantastiske råvarer.

Som altid rejser vi ikke kun for at se. Vi rejser for at komme tættere på. Derfor møder vi vinbønderne, spiser hos lokale værter og opsøger de små steder, hvor Siciliens identitet stadig mærkes tydeligt. Samtidig har vi bevidst givet rejsen et roligere tempo. Der skal være tid til en espresso på piazzaen, et glas vin med udsigt over havet, en lang frokost – og måske en tur i Middelhavet.
Et af rejsens store højdepunkter er Etna.
Europas højeste aktive vulkan rejser sig dramatisk over det østlige Sicilien og har gennem årtusinder formet et af Italiens mest fascinerende vinområder. Vinmarkerne ligger mellem gamle lavastrømme, og kombinationen af vulkansk jord, store højder og markante temperaturforskelle skaber et terroir, som ikke findes mange andre steder.
Her besøger vi vores egen producent Foti Randazzese, hvor Giacomo tager imod os. Vi kommer tæt på vinmarkerne og hører om livet som vinbonde på Etnas skråninger, de lokale druesorter og arbejdet med at skabe vine, der først og fremmest fortæller historien om deres oprindelse.
Det er præcis den type besøg, vi holder af hos Enoteka: små producenter, stærke personligheder og vine, der ikke kunne være skabt noget andet sted.
Omkring Etna finder vi også Bronte, berømt for sine grønne DOP-pistacienødder. De dyrkes i det vulkanske landskab og regnes blandt Siciliens store gastronomiske specialiteter – naturligvis skal de også smages.
Ved foden af Etna ligger Catania, hvor barok arkitektur, historiske markeder og et levende gadeliv giver et intenst første møde med Sicilien. Her mærker man hurtigt den særlige blanding af historie, gastronomi og lettere kaotisk livsglæde, der gør øen så fascinerende.
Længere oppe langs østkysten venter Taormina. Den elegante by ligger højt over Det Ioniske Hav med Etna i baggrunden og er med god grund blevet et af Siciliens mest ikoniske steder. Det antikke græske teater, de små gader, restauranterne og udsigten over havet gør Taormina til et sted, hvor vi både kan opleve og bare nyde, at vi er på Sicilien.
På nordkysten finder vi Cefalù, en af Siciliens smukkeste kystbyer. Den gamle middelalderby ligger helt ud til Middelhavet med sin imponerende normanniske domkirke, smalle gader og lange strand. Her mødes historie og det afslappede sicilianske hverdagsliv, og Cefalù er et oplagt sted til at sænke tempoet.
Mod vest venter Palermo – Siciliens farverige og fascinerende hovedstad. Fønikere, arabere, normannere, spaniere og italienere har gennem århundreder sat deres spor, og resultatet er en by, hvor arkitektur, mad og kultur smelter sammen på en måde, man ikke oplever mange andre steder i Italien. Palermo skal opleves med alle sanser. Vi skal mærke byens historie, men også dens nutid – markederne, gadekøkkenet, de små restauranter og det pulserende liv mellem kirker, paladser og smalle gader.
På den vestlige del af Sicilien besøger vi endnu en af Enotekas egne producenter. I Santa Ninfa i Valle del Belice ligger Funaro, hvor søskendene Tiziana, Clemente og Giacomo driver familiens vingård. Her befinder vi os i et helt andet vinlandskab end på Etna. Klimaet er varmere, landskabet blødere og vinene anderledes, men filosofien er velkendt: respekt for jorden, lokale druesorter og ønsket om at skabe vine med en tydelig forbindelse til Sicilien. Vi møder familien, oplever vingården og smager os naturligvis gennem vinene. Sammen med besøget hos Foti Randazzese giver Funaro os to meget forskellige indgange til Siciliens vinverden – og et indblik i, hvor mangfoldig denne ø egentlig er.
Man kan ikke forstå Sicilien uden at forstå maden. Øens køkken fortæller historien om de mange kulturer, der gennem århundreder har sat deres præg på Sicilien. Middelhavet, Nordafrika og det italienske fastland mødes i et køkken baseret på fantastiske lokale råvarer og stærke traditioner. Undervejs skal vi smage frisk fisk og skaldyr, hjemmelavet pasta, lokale oste, olivenolie, pistacie fra Bronte og sæsonens råvarer. Vi besøger både udvalgte restauranter, hyggelige trattoriaer og mindre familieejede steder, hvor maden tager udgangspunkt i det, der findes lige uden for døren. Nogle måltider bliver enkle og rustikke. Andre mere gastronomiske. Fælles for dem er, at de skal fortælle noget om det sted, vi befinder os.
Vores rejse til Sicilien er bevidst skabt med plads til både oplevelser og livsnydelse. Vi skal besøge vinproducenter, spise godt, opleve historien og komme tæt på øens forskellige landskaber. Men vi skal også give Sicilien tid til at komme til os. Der skal være plads til den lange frokost. Til et glas vin uden at kigge på uret. Til en tur gennem de små gader. Til en spontan oplevelse undervejs – og måske til en eftermiddag ved havet. Så husk også badetøjet.
For vi tager ikke kun til Sicilien for at se øen. Vi tager afsted for at lære den at kende. Det er sådan, vi rejser med Enoteka.

Rejse til Sicilien!
Kontakt os, og hør om muligheden for at komme med.
